Om Ortopædkirurgi
Kan du også lide at fikse ting? Mærker du dyb arbejdsglæde, når du lykkes med at skabe tillid og håb hos patienten? Her får du mulighed for at kombinere høj faglighed med stærke relationelle kompetencer.
På Ortopædkirurgi bliver du en del af 130 kollegaer og kommer tæt på ét af de mest spændende specialer, man kan forestille sig (synes vi selv).
Vi går på arbejde for at:
- behandle patienter med akutte skader og kroniske lidelser
- forske i og udvikle patientforløb- og behandling
- uddanne morgendagens kollegaer - og selv blive dygtigere
Læs mere om vores kliniske funktioner, samarbejdsrelationer og patienter:
Ledige jobs
Vi vil altid gerne høre fra dig, hvis du er interesseret i at arbejde hos os - også selvom vi ikke har en ledig stilling i opslag.
Du kan se alle ledige jobs på Regionshospitalet Gødstrup via midtjob.dk:
De spændende opgaver fik mig hertil. Men de gode kolleger er en stor del af grunden til, at jeg stadig er her.
Om kollegaerne
I Ortopædkirurgi er vi sygeplejersker, læger, terapeuter, sosu-assistenter og sekretærer.
Vi er forskellige steder i arbejdslivet, både nyuddannede, midt i karrieren og med mange års erfaring. Nogle kommer med nye perspektiver fra uddannelsen, andre bidrager med solid klinisk dømmekraft og specialviden.
Uanset din uddannelsesbaggrund og faggruppe ser vi dig som kollega. Vi har brug for alles kompetencer for at skabe de bedst mulige patientforløb.
Her kan du spørge alle om hjælp
Det er ikke alle steder, du kan gå ind til cheflægen og bede om hjælp til et røntgenbillede. Det kan du her!
Vi har kort til ledelsen og er meget glade for vores flade struktur. Det betyder, at du trygt kan spørge hvemsomhelst af os om råd - uanset stilling og funktion.
Velkommen: Plejegruppen, lægegruppen og sekretariatet
Vi går op i at give dig en god og tryg start!
Læs om din introduktion og hverdagen i plejegruppen, lægegruppen og sekretariatet:
Fleksibilitet og fællesskab
Vi varetager akutfunktion ved hospitalet, og derfor er der relativt faste rammer for vores vagter. Vi arbejder både dag, aften, nat og i weekender.
Vi mærker fleksibilitet i arbejdet, når vi kan:
- ønske fridage og ferie hver måned (i appen MinPlan)
- bytte vagter eller opgaver med hinanden
- finde gode løsninger ift. arbejdstid, fx ved tandlæge, børns aftaler mm.
Fællesskab i hverdagen
Hos os sidder du ikke alene med madpakken. Vi tager hinanden med til pauser og ses til fælles frokost, når det er muligt.
Flere faggrupper arrangerer også biografture, foredrag og fællesspisning i fritiden, og indimellem mødes vi på tværs af hele afdelingen.
Du kan blandt andet glæde dig til:
- årlig temadag for hele afdelingen
- fyraftensarrangementer
- kage: Når vi får ferie. Eller har fødselsdag. Eller bare fordi...
- sommerfester
- julefrokoster og julehygge
Det er sjældent, at man går hjem fra vagt uden både at have fået minimum ét fagligt input og have grinet med en kollega.
Her udvikler du dig fagligt
Uanset hvilken faggruppe, du tilhører, bliver du dygtigere hos os. I hverdagen er faglig sparring, videndeling og undervisning faste elementer. Vi har jævnligt temadage på tværs af faggrupper, hvor vi lærer af hinanden.
Dine opgaver og ansvar bliver tilpasset din erfaring og udviklingsmål, så du hele tiden udvikler dine kompetencer.
Læs mere om faglig udvikling inden for din faggruppe:
Jeg sætter stor pris på de faglige udfordringer. Fx deltager jeg i spændende opgaver som stuegang, akutte situationer og komplekse patientforløb. Det styrker mine faglige kompetencer som social- og sundhedsassistent.
Kombinationen af stor klinisk eksponering, tæt supervision og gradvist stigende ansvar gør afdelingen til et særdeles godt sted at udvikle sig fagligt.