Vold og trusler på arbejdet

Afsnittet her er til dig, der har været udsat for vold og/eller trusler på arbejdet.

Du kan læse om:

• Viden om vold
• Indsatser efter vold
• Genopstart på arbejde efter sygefravær som følge af vold

Når man arbejder i et miljø med høj forekomst af vold og trusler, kan man over tid få en skævvredet tærskel for, hvornår noget er vold.

Dels kan man komme i tvivl om noget var vold eller ej. Dels kan man blive ”blind” for vold. Kolleger på samme arbejdsplads kan have forskellige forståelser af, hvornår noget er vold, og kan dermed komme til at negligere en voldsramt kollegas oplevelse. For eksempel ved at mene, at den ramte ’vist nok er lidt fintfølende’. Derfor er det hjælpsomt med en tydelig og fælles definition af vold på arbejdspladsen.

Der findes forskellige typer af vold, som kan have forskellig betydning for den ramtes efterforløb. For eksempel kan man skelne mellem affektvold versus personrettet, intenderet vold.

Hvis sidstnævnte er tilfældet, er det værd at overveje, hvorvidt man skal tilnærme sig voldsudøveren igen, eller om det vil være for risikobetonet.

Vold og trusler forekommer oftere i brancher, hvor medarbejdere er ansat til at drage omsorg for, servicere eller hjælpe borgere. For eksempel i jobs som specialundervisere, social- og sundhedsarbejdere, pædagoger, sygeplejersker, portører, politi- og færdselsbetjente.

Højrisikobrancher er kriminalforsorgen og psykiatrien. En større risiko for at blive udsat for vold bør medføre et større fokus på at etablere forebyggende tiltag, så den enkelte medarbejder er klædt tilstrækkeligt på og oplært i at håndtere voldsepisoder.

Vold på en arbejdsplads, hvor der ikke normalt forekommer vold, stiller store krav til den enkelte medarbejder og øger risikoen for at medarbejderen er uforberedt og alene om at håndtere volden.

Det er helt normalt at opleve reaktioner, hvis man har været udsat for vold og trusler. Reaktionen kan ske efter én enkelt episode eller ved en akkumulering af flere større eller mindre volds-/trusselshændelser. Symptomerne kan i nogen tilfælde være så omfattende, at man kan have brug for en sygemelding for at komme tilstrækkeligt til hægterne igen.

Ofte kan man opleve:

- Stress-symptomer: For eksempel udmattelse, koncentrationsbesvær og lavt energiniveau.

- Traumereaktioner: For eksempel i form af angstsymptomer som hjertebanken, svimmelhed eller åndedrætsbesvær. Symptomerne vi ofte forværres i situationer, der minder om hændelsen - eller i situationer med mange mennesker. 

Hvis du arbejder i et miljø med vold/trusler, kan det være en god idé at dine nærmeste og du selv holde løbende øje med din adfærd og dine symptomer. Hvis du begynder at mærke en forskel i din adfærd eller spirende symptomer, kan det være en god idé at række ud til din egen læge, leder og nærmeste, så i sammen kan lægge en hensigtsmæssig plan. 

Det er ledelsens og organisationens ansvar at forebygge og håndtere vold og trusler på arbejdspladsen.

Karakteren af volden/truslen har selvfølgelig betydning for, hvorvidt og i hvilket omfang medarbejderen efterfølgende får eftervirkninger. Men lige så vigtig er graden af støtte fra ledelsen og kollegagruppen før og efter en hændelse.

En tilstrækkelig indsats sænker risikoen for efterreaktioner hos voldsramte medarbejdere.

Derudover vil det også sænke den samlede mængde af episoder med vold og trusler. Hvis indsatsen er utilstrækkelig, kan det altså få alvorlige konsekvenser, for eksempel i form af længere sygefravær og at flere medarbejdere på sigt helt forlader arbejdspladsen.

Hvis du har været udsat for vold, bør der være støtte fra arbejdsplads, leder og kolleger. Se nedenfor hvad de forskellige parter kan byde ind med, for at hjælpe dig. 

• Pas på dig selv: Sørg for at få nok søvn, spise sundt og få let motion. En fast dagsstruktur hjælper dig også til at komme ovenpå.
• Involver dit netværk: Tal med pårørende eller andre i dit netværk for at få støtte i perioden efter vold og trusler
• Opsøg hjælp: Hvis du har brug for det, kan du opsøge din læge eller en psykolog.
• Brug arbejdspladsens ressourcer: Overvej at få hjælp fra din arbejdsmiljørepræsentant, fagforening eller arbejdspladsens sikkerhedsorganisation.

• Støtte: Kolleger yder støtte til den/de ramte. Kolleger giver plads til at den ramte kan dele tanker og følelser. Både på kort sigt og længere sigt. Kollegerne er varsomme med at vurdere eller dømme kollegaens reaktion.
• Voldspolitik: Kend arbejdspladsens voldspolitik og følg den.
• Deltag i debriefing: Hvis arbejdspladsen tilbyder debriefing, bør alle involverede medarbejdere deltage.
• Skab psykologisk tryghed: Alle kolleger skal arbejde på at skabe et trygt arbejdsmiljø, hvor der er plads til de følelsesmæssige reaktioner.

• Støtte medarbejderen: Lederen spiller en stor rolle i at sikre, at den ramte får den nødvendige støtte og opfølgning.
• Orientering: Sørg for, at alle kolleger er informeret om hændelsen og den opfølgning, der følger.
• Sikkerhedsforanstaltninger: Lederen skal sikre, at sikkerhedsprocedurerne bliver fulgt - både før og efter en hændelse. Lederen sikrer, at foranstaltningerne løbende bliver vurderet og opdateret.
• Ledelse opadtil: Ledelsen bør orientere opadtil, hvis organisationen ikke har de tilstrækkelige ressourcer (fx økonomisk eller kompetencemæssigt) til at rumme de aktuelle borgere/patienter. Samt at orientere opadtil, hvis de ovenfra kommende målkrav ift. borgeren/patienten ikke kan indfries med de aktuelle ressourcer, fx hvis der er behov for enten flere ressourcer eller tilpassede krav.
• Psykologisk tryghed:
  Generelt bør arbejdspladsen arbejde på, at den psykologiske tryghed er så høj som muligt, både mellem medarbejderne og leder, og indbyrdes mellem medarbejderne.
• Sæt rammer for, hvordan der bliver talt om hændelsen:
  Man kan tale om en voldshændelse på flere måder, og med forskelligt formål, nemlig som bearbejdning og som læring:

- Bearbejdning: Man kan give den voldsramte plads til at fortælle om hændelsen som led i den ramtes egen bearbejdning af, hvad de oplevede og af deres følelser og reaktioner. Her er omgivelsernes rolle at være støttende og anerkendende.

Ofte er det bedst at prioritere støtte til bearbejdning først. Først når den voldsramte har det bedre, kan man drøfte hvordan håndteringen af volds-situationen kunne have været bedre/anderledes.

- Læring: Man kan gennemgå en hændelse med det formål at undersøge, hvad man kan gøre anderledes/bedre næste gang. Her er formålet at komme med feedback, ideer og indspark til evt. alternative arbejdsmiljømæssige tiltag. Samt at anerkende hvilke strategierne, der var velfungerende.

Det er vigtigt at starte samtaler med at tydeliggøre med hvilket formål man taler om hændelsen, så de forskellige deltagere har samme formål med samtalen.

• Voldspolitik: Arbejdspladsen skal have en klar og let forståelig voldspolitik, som alle kender og følger. a. med beskrivelser af hvem der ringer hvornår til den ramte medarbejder. Hvornår og hvordan der følges op. Herunder hvilke initiativer, der iværksættes (debriefing, krisepsykolog mv.).
• Registrering og opfølgning: Alle hændelser skal registreres, og der skal være en systematisk opfølgning for at undgå gentagelser. Der bør være en fast sikkerhedsorganisation til at være tovholder i dette arbejde, fx i et samarbejde mellem ledelse, TR og AMR.

• Sikkerhedsforanstaltninger: Der skal være klare og tilstrækkelige sikkerhedsprocedurer på plads, så alle medarbejdere kan føle sig trygge på arbejdet.
  • Fysiske forhold: fx låse på døre, alarmer, vagtpersonale.
  • Støttetiltag: arbejdsgangsbeskrivelser, supervision, relevante kurser i forhold til psykisk selvforsvar og deeskalering m.v..
  • Organisationen og lederen tager stilling til, om særligt udadreagerende/utilregnelige patienter/borgere kan håndteres på den pågældende afdeling/institution med de nuværende ressourcer.
  • Sikkerhedsorganisationen bør være opmærksom på at undgå en negligerende holdning ift. hvad et nødvendigt sikkerhedsniveau bør indeholde.

Reaktioner ved at vende tilbage til arbejdet

Når det er tid til at vende tilbage til arbejdet, er det normalt at opleve en vis symptomforværring. Derfor skal planen for tilbagevenden designes på en måde, så det ikke bliver for overvældende.

Planen for tilbagevenden er ikke en ”one size fits all”, men bør tilrettelægges efter den voldsramte medarbejders individuelle reaktion og behov.

Nogle kan for eksempel have brug for at være i fred og have en ”normal” hverdag. Andre kan have behov for tæt støtte, hvor nogen tager over for én eller spørger ind til én. Din leder og dig skal altså sikre, at planen er designet til netop dine reaktioner og behov.

Hvis der ikke er styr på initiativerne på gruppe-, ledelses- og organisationsniveau, bør du sammen med din egen læge eller anden fagperson overveje, om det er forsvarligt at tilbagevende til din arbejdsplads.

Hvis ikke der er udsigt til konkrete forbedrende initiativer, kan det blive vanskeligt.

Når man skal genopstarte på arbejde, forløber det i to etaper:

Første etape:

Her bør man holde sig væk fra det angstforvoldende og i stedet opstarte med andre opgaver. Man trapper gradvist op i timer og opgavekompleksitet – altså lige som genoptrapning efter almindelig stress.

Anden etape:

Her nærmer man sig gradvist det angstprovokerende ud fra en gennemtænkt og detaljeret plan. 

Anden etape bør ske ud fra et forsigtighedsprincip, hvor I først prøver et trin af, når I er relativt sikre på, at du er klar. Det er vigtigt ikke at presse dig ud i de angstforvoldende situationer for hurtigt, da du risikerer tilbagefald eller traumatiske følger.

• Sikkerhed: Anden etape bør kun påbegyndes, hvis 1) risikoen for nye volds- og trusselshændelser er lav, 2) sikkerhedsprocedurerne er tilstrækkelige og 3) at der under hele forløbet kan trækkes i nødbremsen. Hvis du er i tvivl, kan du rådføre dig med en fagperson.
• Plan: Du og din leder bør designe en velovervejet og detaljeret plan med konkrete mål. Fx kan et første mål være at kunne varetage ikke-udadreagerende borgere. Herefter aftaler i en række mindre, overkommelige delmål/trin med gradvist stigende sværhedsgrad, som på en gradvis måde fører dig til målet. Husk: afsæt den fornødne tid til hvert trin.
• Plads til justeringer: planen skal kunne tilpasses undervejs, fx hvis der sker forandringer eller hvis det viser sig at gå for stærkt.

Hvornår du er klar til påbegyndelse af anden etape, hviler normalt på en faglig vurdering. Det afhænger blandt andet af, hvor omfattende og gennemgribende dine traumerelaterede symptomer er.

For eksempel om du mest oplever dem i situationer, hvor du nærmer dig det angstprovokerende. Eller om de er til stede hele tiden - også når du ikke er i nærheden af en trigger. I det tilfælde er det sandsynligvis for tidligt. Opsøg gerne egen læge for råd og vejledning.