Det er anbefalinger som fleksibel og nem adgang til sundhedsvæsenet og relevante tilbud til borgere i sårbare situationer, der skal sikre mere lighed i sundhed.

– Anbefalingerne handler om at styrke indsatsen for borgere i sårbare positioner. Håbet er, at anbefalingerne kan bidrage til arbejdet med lighed i sundhed i det nye regionsråd og de kommende sundhedsråd, siger Else Søjmark (S), formand for udsatterådet, og tilføjer:

– Det vigtige her er, at vi bygger bro til sundhedsrådene og civilsamfundet, og at vi sikrer, at anbefalingerne ikke falder mellem to stole.

Udsatterådet

Udsatterådets 15 medlemmer har siden 2023 arbejdet for at borgere i sårbare positioner bliver bedre modtaget i sundhedsvæsenet.

Nu er udsatterådet klar med 9 anbefalinger på området.

Afgørende viden udefra

Udsatterådet skal styrke dialogen mellem borgere, foreninger, civilsamfundet og politikere om hjælp til udsatte borgere.

Kristina Louise Bliksted arbejder i Foreningen Social Sundhed for at skabe større social lighed i sundhed. Hun er en af 11 medlemmer fra frivillige foreninger, der har bidraget med afgørende viden til udsatterådets arbejde.

"Sundhedsvæsenet skal kunne rumme alle – både fagligt, menneskeligt og kulturelt. De ni anbefalinger kan være med til at løfte Region Midtjyllands indsats for lighed i sundhed, som allerede er godt i gang."

Anbefalingerne er nu afleveret til de nye sundhedsråd og fremtidens regionsråd, der udpeger medlemmer til udsatterådet i det nye år.

De ni anbefalinger

Udsatterådet anbefaler
1. at sundhedsvæsenet i højere grad særligt tilgodeser de sårbare borgere både fagligt, menneskeligt/kulturelt og ressourcemæssigt

2. at der indføres et princip om, at der ikke er nogen forkert indgang til sundhedsvæsenet. Adgangen til sundhedsvæsenet bør være fleksibel og nem, særligt for borgere i sårbare positioner

3. at der indføres et princip om, at man fra sundhedsvæsenets side ikke slipper en borger, før en anden har taget over

4. at der arbejdes for relevante tilbud til borgere i sårbare positioner i det formelle sundhedsvæsen

5. at der arbejdes med at styrke udsattefagligheden i sundhedsvæsenet og at tilvejebringe større viden om, hvad der virker for borgere i sårbare positioner

6. at der arbejdes for at skabe en mere traumebevidst tilgang til borgere i sårbare positioner i sundhedsvæsenet

7. at samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og civilsamfundet udbygges og systematiseres, så den viden og de ressourcer, der er i civilsamfundet, kan sættes endnu bedre i spil

8. at der arbejdes for en mere anerkendende og inddragende tilgang til samspillet mellem sundhedsvæsenet og patienter og pårørende

9. at der arbejdes for, at de praktiserende læger får en styrket rolle som nøglepersoner i forhold til at styrke lighed i sundhed for borgere i sårbare positioner